søndag den 26. februar 2012

Vintergækker i krukker

Sikken en dejlig søndag i februar, og man bliver helt rød i hovedet af solen, som har skinnet så smukt hele dagen. Jeg har jo en gammel landbohave, hvor der bestemt ikke mangler vintergækker. Hvert forår er jeg godt i gang med spaden, for når vintergækkerne står i store klumper, så kommer de i alle de tomme krukker, som jeg kan finde. Jeg synes, at de er noget af det smukkeste, som man kan komme i krukkerne. Efter afblomstringen bliver de godt fordelt rundt i haven, hvorved de breder sig endnu mere.

fredag den 17. februar 2012

Haven her i vinterferien

Så fik jeg endelig en feriedag her i uge 7. Det er en dejlig flot morgen, lyset stråler ind over haven, og i nærheden kan man høre et par hundrede svaner, de er her hvert år om vinteren - dejlig larmende lyd.
Jeg har egenligt syntes, at haven har været enormt kedeligt at tage billeder af her i vintertiden, men dette morgenlys var simpelthen ikke til at stå for.



Min havehund Gizmo...han venter tålmodigt på at jeg sparker til en bold...simpelthen det eneste, at han lever for. Han er en hund efter en bold.




tirsdag den 14. februar 2012

Indkørsel i flammer

Jeg har planlagt at lave en flammende indkørsel, et bredt stykke staudebed på hver side af indkørslen, kantet af med takshæk. I øjeblikket er der kun alle'træerne som er hvide himmalyabirk med græsplæne. Dette ville måske bedre passe med en hvid indkørsel, men hjertet råber efter de brændte farver...såeh. Jeg kan se at mange andre i blogland i vinterens kedsomhed har lavet drømmecollager og kludetæpper, hvor farver og planter bliver afprøvet sammen.
Nu har jeg også prøvet at sætte nogle flamme farver sammen, lidt udfra at mange af planterne har jeg i forvejen, og lidt ud fra en forestilling om, at det må passe sammen. Jeg forestiller at der skal indgå en del sølvplanter, som binder det hele lidt sammen.
Men måske bliver det bare en rodebutik, når det kommer til stykket, men man har da lov at drømme lidt.

lørdag den 11. februar 2012

Lopper...




Ja, når man er ved at blive tosset af ikke at kunne komme i haven pga.  den kolde snedyne, så kan man da altid få lidt fornøjelse ud af at gå på loppemarked. Jeg fandt den skønneste chaiselong til drivhuset, jeg mødte mange mænd, som havde den største medlidenhed med ham der hjemme. Hovedsagen er dog at jeg synes den er skøn, 75 kr er jo heller ikke så galt, fik den pruttet ned fra 200 kr. 11 terracotta krukker til 100 kr er da også et kup!! Herudover købte jeg også nogle gamle sølv og kobberlåg for et par kr, disse kan jo bruges som lidt pynt til krukker eller andre steder i haven, de skal bare på en pind og så toppe f.eks over en buksbom kugle. Et meget gammelt tilrøget maleri måtte også med hjem. Nogle synes måske at det er noget gammelt skrammel, men jeg elsker sådanne loppefund.